Måske du har hørt om fingerplanen? I årene efter Anden Verdenskrig skabte byplanlæggerne i København et princip for byens udvikling med afsæt i håndens form, som stadig præger den fysiske udformning af hovedstaden i dag. Håndfladen er indre by, de fem fingre er transportkorridorer, og rummet mellem fingrene er forbeholdt grønne arealer.

Håndens fem fingre kan imidlertid inspirere til andet end planlægning af infrastruktur; den kan også bruges til at formgive dine mundtlige præsentationer.
I Røst har vi udviklet ‘femfingerplanen’, og den kan du læse om her.

En struktur, du altid har lige ved hånden

Femfingerplanen er en strukturmodel, du kan bruge, når du skal skrive en tale eller udarbejde et andet indlæg. Ideen er kort fortalt, at din tale bliver struktureret over fem afsnit ud fra håndens fem fingre. Fordelen ved denne struktur er, at du skaber et forløb i din tale, samtidig med at du har et huskeværktøj lige ved hånden.
Modellen er intuitiv og giver plads til kreativitet, og den er både nyttig, når du har god tid til at forberede dig, og når du skal tage ordet spontant. 

Introduktion til planens fem fingre

Princippet i femfingerplanen er, at hver finger på din hånd symboliserer et element i din tale. Ganske kort kan femfingerplanen forklares på denne måde:

• Tommelfingeren er en imødekommende thumbs up. Du starter din tale med god energi.
• Pegefingeren peger i en retning. Her fortæller du, hvor du vil hen med dine ord.
• Langfingeren er mere problematisk. Her deler du de relevante problemer med publikum.
• Ringfingeren symboliserer forsoning. Her kommer du med løsningen.
• Lillefingeren er en lille krog i publikum. I laver en afsluttende aftale.

Femfingerplanen kan kobles på de fleste taler i de fleste situationer, og her kommer en uddybende forklaring af modellen.

Tommelfingeren

Tommelfingeren i vejret og godt fra land. Det er altid fornuftigt at starte din tale med god energi. Det smitter og signalerer, at du som taler er investeret i det, talen handler om. Selvom du er nervøs og måske gerne vil have det overstået, så prøv alligevel at finde energien frem. Åbn brystet, kig ud på dit publikum, signalér, at du er en taler, der er værd at lytte til, og at du har lyst til at dele dine ord.

Det er fint at indlede med høflighed og fx sige: Tak, fordi I har givet mig muligheden for at tale her i dag. Den slags vendinger kan lyde klichéprægede, men det kan være en god måde at starte ud på – især for uprøvede talere. Det er en blid start, der etablerer et trygt rum og en fin forbindelse mellem taler og publikum.
I stedet for at fremtvinge en overraskende åbning, der får folk op af stolene (som nogle retorikhåndbøger anbefaler), vil vi gerne plædere for denne lidt mere enkle og ligefremme start, hvor du giver dig selv og publikum lov til at lande i situationen.

Et andet billede, vi kan knytte til tommelfingeren, er blafferen, der står ved vejsiden med tommelfingeren i vejret og et smil på læben. Du skal give publikum et indtryk af, at du er sådan en, man gerne vil invitere ind i bilen. At du signalerer troværdighed, sympati og velvilje – alt det, vi forbinder med de tre etosdyder, som beskrevet hos Aristoteles.

Pegefingeren

Den næste finger på hånden, pegefingeren, er der, hvor du fortæller, hvad du gerne vil med dine ord. Du peger så at sige i en retning.

Typisk vil du som taler være fysisk hævet over dit publikum. Enten sidder de ned, mens du står op, eller du står på en scene. Derfor er der en naturlig asymmetri i talesituationen, som du som taler bliver nødt til at forholde dig til. Du er – i den tid du har ordet – den, som viser vejen. Tag den opgave på dig, og gør det tydeligt, hvor du gerne vil have dit publikum hen.
Tænk på pegefingeren som en retningsgiver. Hvad er formålet med din tale? Hvad ønsker du, at publikum skal huske? Hvor skal vi hen med dine ord? Det er altid en god idé at få sat en retning tidligt i talen. En tale er ikke en spændingsroman, du skal ikke gemme på guldet. Sig, hvad du vil sige, og sig det, som det er.

Du kan også tænke på dig selv som en ivrig skoleelev, der sidder med fingeren oppe i klassen: Tag mig, tag mig! Læreren giver dig ordet, så hvad vælger du at sige? Altså, hvad er det allervigtigste at få sagt, nu hvor hele ‘klassen’ kigger på dig? Pegefingeren peger samtidig ud på publikum, så det kan du også tænke på allerede her. Hvordan er det, du siger, relevant for netop dette publikum?
Og så kan du gå videre til langfingeren, hvor vi finder det element, der for alvor rusker op i dine tilhørere.

Langfingeren

Fold fingrene ned mod håndfladen, stræk langfingeren, hold hånden frem og se, hvad det gør ved din energi. En strakt langfinger kan være provokerende og opsigtsvækkende og er typisk ret problematisk. Så du kan betragte talens langfinger, altså talens tredje del, som der, hvor du deler et problem. Noget, der ikke er, som det skal være. Grunden til, at du tager ordet. Måske noget, der giver dig lyst til at sige “fuck”. 

Del denne frustration med dit publikum, men gør det på en måde, hvor du ikke skubber dem fra dig. Du må gerne være vred, frustreret og oprørt, men lad det ikke gå ud over dit publikum. Hvis din langfinger har en retning, er den rettet ud mod verden, ikke mod dit specifikke publikum. Ingen bliver overbevist ved at blive skubbet væk og få skæld ud. 

Måske din tale ikke i sit udgangspunkt behandler et problem. Så kan du bruge langfinger-delen som en mere drilsk passage i talen. En pudsig bemærkning, en overraskende anekdote. Tænk det som noget, der bryder lidt med forventningerne, et sted i talen, hvor du skærper publikums opmærksomhed ved at sige noget, de ikke helt havde regnet med.

Desuden kan du tænke på, at langfingeren er den længste finger. Og selvom talen ikke skal blive en lang klagesang, kan du godt betragte denne del af din tale som den længste, eller den med mest tyngde. Det er her, du udfolder din problemstilling med eksempler, undersøgelser og solid argumentation.

Når du har fortalt noget, der overrasker, ryster og måske provokerer dit publikum, er det vigtigt, at du bagefter viser en forsonende side. Derfor går vi videre til ringfingeren.

Ringfingeren

Ringfingeren forbinder vi med forlovelse, kærlighed og bløde værdier som forsoning, forpligtelse og generøsitet. Tag alle de værdier med ind i arbejdet med talens fjerde del, og overvej, hvordan du kan forbinde dig til dit publikum gennem de løsninger, du præsenterer.

Du kan forestille dig, at du tilbyder publikum en forlovelsesring og inviterer dem til at stille sig ved din side: Lad os være sammen om det her. Det kræver i sagens natur, at du for alvor udviser velvilje og handlekraft. Det er her, du giver publikum en tro på, at det nok skal gå. Måske du fremlægger noget konkret, I kan gøre i fællesskab. Måske du anerkender jeres forskelle, men fremhæver det, som trods alt knytter jer sammen. Ringfingeren leder tankerne hen på det patosfyldte, så her er der plads til de store ord, de store følelser. 

Lige så vigtigt det er at skabe forsoning og fælleshed, lige så vigtigt er det at have en klar plan for, hvordan du vil afslutte din tale, så du også kan komme videre fra det følelsesfulde. Og her kommer lillefingeren på banen.

Lillefingeren

Lillefingeren kan ganske simpelt forstås som den sidste, lille finger, der er nem at overse, men vigtig at have med. Sørg for, at du har helt styr på, hvordan du runder talen af; det giver dig en ro og overbevisning som taler. Det modsatte kan virke vævende og skabe en vis uro i publikum, der ikke ved, hvornår de skal begynde at klappe.

Du kender måske til udtrykket pinky promise, på dansk kaldet et lillefingerløfte. Se afslutningen af din tale som her, hvor du indgår en aftale med dit publikum: Det her var mit forslag, er I med på den?

Du kan også tænke på din lillefinger som en krog, der skal sætte sig fast i publikum. Hvad er det vigtigste, de skal huske fra din tale? Hvis de kun kan huske én ting – hvad skal det så være? Det kan være en god ide at gentage dit kernebudskab som afslutning på din tale.
Lillefingeren er netop lille, så det er ikke her, du skal introducere noget helt nyt. Hold dig til dit hovedformål, og giv publikum en krog, de kan hægte sig fast på. Lillefingeren minder os også om at have helt styr på, hvordan talen slutter. Nogle anbefaler at slutte på et enstavelsesord for at sætte punktum. Det kan i næsten alle tilfælde være det gode ord: Tak.

Femfingerplanen og taleskrivningens fem faser

Vi i Røst er selvfølgelig langt fra de første, der foreslår at lægge vægt på strukturen i arbejdet med at skrive taler. Antikkens retorikere udviklede en lang række modeller og rammer, som kunne skabe overskuelighed i arbejdet med en tale. En af de mest kendte, som vi selv benytter i vores workshops og her på hjemmesiden i sektionen ‘Tips til din tale’, er de fem partes, eller taleskrivningens fem faser:

• Inventio – Find stof til din tale
• Dispositio – Strukturér din tale
• Elocutio – Arbejd med sproget
• Memoria – Husk din tale
• Actio – Hold din tale.
  

Arbejdet med at skabe en god struktur i en tale knytter sig til anden fase, kaldet dispositio, som måske nogle gange er en lidt overset del af taleskrivningen. Inventio, elocutio og actio har ofte særstatus, og det kan fremstå som om, det er her, talen virkelig bliver til og folder sig ud.
Men dispositio-arbejdet er mindst lige så relevant og kan også være til stor gavn for de andre faser i din taleskrivning.
Når først du har overblikket, er det nemmere at finde argumenterne og den røde tråd, der skal binde det hele sammen. Det er lettere at huske talen, og den tydelige struktur giver dig en tryghed, når talen skal leveres.

Femfingerplanen forbinder især de to partes dispositio og memoria. Den er et brugbart redskab til at give din tale struktur og retning, men samtidig styrker den din evne til at kunne huske talen. Ikke nødvendigvis udenad (det er der sjældent brug for), men godt nok til at du vil kunne få et overblik over talens elementer ved at kaste et blik på fingrene på din hånd. 

Andre afgørende elementer i taleskrivningen så som research, situationstilpasning, sprogligt arbejde, argumentation og selvfølgelig selve fremførelsen er ikke noget, vi direkte berører med femfingerplanen. Når det er sagt, så er vores erfaring, at arbejdet med femfingerplanen gør, at du naturligt forholder dig til mange andre elementer; fx at du med pegefingeren styrker dit formål, med langfingeren får en anledning til at overveje din sproglige stil, og at ringfingeren tvinger dig til at forholde dig til din forbindelse til publikum. 

Femfingerplanen kan altså ikke udgøre hele det retoriske arbejde i sig selv. Det er et redskab primært tiltænkt dispositio-fasen.

En model du altid har med dig

Som det nok fremgår, er vi glade for femfingerplanen, men der findes jo en del andre modeller, der kan bruges til at skabe struktur i en tale: Fisken, Hollywood, ANSVA, Hey You See So, problem-årsag-løsning, berettermodellen osv. Alle har deres fordele, og vi er sådan set inspireret af dem alle.

Når vi her præsenterer den retoriske femfingerplan som en selvstændig model, er det fordi, vi i praksis har erfaret, hvor brugbart det er, at modellen er knyttet til de fingre, vi har på hånden og dermed altid har med os. Mennesket har gennem alle tider brugt fingrene til at huske – og med denne artikel vil vi opfordre til, at det også gør sig gældende, når vi skal skrive og holde taler. Om det så er i fagforeningen, på Folkemødet eller til familiefesten.

Hånden som huskeredskab

Hånden som et værktøj til at styrke hukommelsen er velkendt og velbeskrevet og på ingen måde vores opfindelse. Den amerikanske kognitionsforsker Kensy Cooperrider viser i sin artikel ‘Handy Mnemonics‘ en lang række eksempler på, hvordan hånden er blevet brugt som hukommelsesredskab helt tilbage til i hvert fald 1200-tallet og sandsynligvis også endnu tidligere. Hånden er blevet brugt til at huske alt fra apostle og planeter til toner og helligdage, og Cooperrider forklarer, hvordan vi ved at bruge hånden som hjælperedskab, får vores tanker ud i verden, men samtidig placerer dem inden for rækkevidde.

Det er netop det, vi ønsker med den retoriske femfingerplan: At vi forholder os til en tale som noget, der består af en række elementer med hver sin funktion i en tydelig struktur.
Og fordi vores hånd altid er, ja, ved hånden, forsvinder elementerne ikke væk i abstrakte overvejelser, men forplanter sig til en taktil, fysisk fornemmelse. Du bevæger dig gennem din tale ved at kigge på din egen hånd. Dine ord er ude i verden, men inden for rækkevidde. 

Styrker den spontane ytring

Cooperrider forklarer, hvordan arbejdet med hånden som mnemoteknik skaber et møde mellem den mundtlige og skriftlige kultur; at håndteknikker er en bro mellem stemmen og fyldepennen. Det er især en styrke, hvis du skal tage ordet mere spontant og ikke kan forberede dig ved at skrive ord og ideer ned. Her kan du hurtigt placere dine udsagn på femfingerplanen og tage ordet på en måde, der er mere gennemarbejdet end den helt spontane tale, hvor du taler uden at være klar over, hvilke elementer du vil præsentere.

De fleste, der har arbejdet med mnemoteknikker, vil kende til hukommelsespaladset. Et brugbart redskab, der netop er anvendeligt, fordi du placerer elementer på en lokation, du kan huske – eksempelvis dit barndomshjem. Men det er ikke sådan lige at have dit barndomshjem med på talerstolen, så vi vil argumentere for, at hånden er et bedre redskab, idet du altid har den med dig. Associationerne til hver finger er intuitive og vil derfor gøre det let for en taler at huske både talens elementer og elementernes indbyrdes rækkefølge.
Desuden kan hånden være et kollektivt redskab. Hvor det er vanskeligt at samarbejde om at placere elementer i et forestillet palads eller et personligt barndomshjem, er det nemt at tage hånden frem og i fællesskab arbejde videre med talen ved simpelthen at arbejde med hver enkelt finger. Vi ser det også til vores workshops med Røst – deltagere, der sidder med hånden fremme og vender ideer til de forskellige fingre med hinanden.

Tre varianter af femfingerplanen

Fordi der er forskel på et fagforeningsmøde og en familiefest, har vi udviklet tre varianter af femfingerplanen, da den kan bruges forskelligt afhængigt af talesituationen. De tre varianter har samme grundstruktur, men kobler lidt forskellige associationer på fingrene.

Vi kalder dem den festlige, den formidlende og den forandrende femfingerplan. Dem kan du læse om her.

Den festlige femfingerplan

Den talesituation, de fleste af os prøver kræfter med, vil være en festlig lejlighed. Din søsters konfirmation, din egen studenterfest eller din mors bryllup med hendes nye mand. Her kan femfingerplanen sagtens bruges, men den skal modereres en smule.

Start stadig med tommelfingerens gode energi, men skru eventuelt lidt ned for pegefingeren og talens formål. Du behøver ikke forklare, at du nu vil hylde dagens konfirmand. I stedet kan du tænke, at pegefingeren peger mod festens midtpunkt. Hvad vil du fremhæve ved dette menneske? Hvilke karaktertræk vil du pege på, hvilke minder vil du fortælle om? 

Vær bevidst om, at det netop er dig, der ‘peger’, og overvej gerne, hvad netop du er i stand til at pege på. En fejl, mange festtalere begår, er at beskrive alt muligt ved festens hovedperson, som alle sådan set godt ved i forvejen: Så startede du i skole, så blev du glad for heste, så fik du en sød kæreste. Det er sjældent særlig spændende for publikum at høre; de ved det jo godt. Brug i stedet anledningen til at pege på noget, der er særligt for relationen mellem dig og festens midtpunkt.

Modellens langfinger er ikke oplagt at forstå som problematisk i en festtale. Forhåbentlig er der ikke noget stort problem i jeres relation – og hvis der er, er det næppe passende at dele det med 50 andre mennesker over en forret med laks. Men måske der er noget, som har været lidt svært eller udfordrende, og det kan være fint at sætte ord på, hvis du gør det varsomt. Hvis for eksempel din relation til din mors nye mand var ret anspændt i starten, kan du godt fortælle lidt om det på en nænsom måde. Især hvis du så bagefter med ringfingeren kan vise den gode forbindelse og relation, I nu har til hinanden. 

Du kan også bruge den klassiske struktur; fortid, nutid og fremtid og fordele den på de tre midterste fingre. Så du med pegefingeren peger tilbage (på et minde), med langfingeren deler noget fra nutiden (den følelse vi står med lige nu), og med ringfingeren præsenterer en forhåbning for fremtiden (hvad du ønsker, skal ske). Det er en klassisk struktur, som er rar for både dig og publikum at følge.

Lillefingeren kan i en festtale især bruges som påmindelse om, at du skal være klar over, præcis hvordan du slutter talen, så den ikke løber af med dig. Ingen har glæde af unødigt lange festtaler. 

Den formidlende femfingerplan

Femfingerplanen kan også bruges i en situation, hvor du skal formidle en indsigt eller en viden, du har. Det kan være, du skal til eksamen i oldtidskundskab, præsentere en ny visuel identitet for dine kollegaer eller introducere en flok spejdere til et stjerneløb.

Når du skal formidle noget til et publikum, er tommelfingeren særligt vigtigt, så du kommer fra start med energi. Et godt eksamenshack er fx at signalere en interesse og nysgerrighed for det emne, du skal fortælle om. (Ja, også selvom du måske ikke synes, det er det mest spændende i hele verden.) Energi smitter, og det er sjældent inspirerende at høre på en, der virker ligeglad. 

I den formidlende femfingerplan kan det med pegefingeren være en god idé at lave en lille mundtlig indholdsfortegnelse. Altså ‘pege’ på de elementer, du har tænkt dig at komme omkring: Her til eksamen vil jeg først redegøre for X, derefter vil jeg komme med en analyse af Y,  og så vil jeg diskutere, hvordan Z…

Det provokerende element er sjældent særlig passende i en formidlende ytring. Brug i stedet langfinger-delen til at sikre dig, at du får sagt det, der skal siges. Er der noget du bare skal have fortalt til din eksamen? Er der nogle praktiske oplysninger, det er vigtigt at dele, inden du sender spejderne ind i skoven på stjerneløb?

Ringfingeren er heller ikke helt så kærlig i denne variant som i andre situationer. Hverken til eksamen eller ved mødet om den nye visuelle identitet vil det være særligt passende, så tænk i stedet på dette element som der, hvor du samler op og sikrer, at alle er med.

Med lillefingeren kan du oplagt lægge op til spørgsmål eller kommentarer. Det er typisk en fin måde at afslutte en formidlende tale på.

Den forandrende femfingerplan

Når dit formål er at skabe en forandring hos publikum, kan du bruge denne variant af femfingerplanen. Du vil gerne have dem til at tænke eller handle anderledes, end de gør nu. Måske står du i kantinen på dit gymnasie og vil have de andre elever til at melde sig ind i et udvalg. Måske står du på en ølkasse foran en flok medaktivister og opfordrer dem til at kæmpe videre for jeres sag. Måske tager du ordet til et mandagsmøde på dit arbejde for at foreslå, at jeres møder skal være kortere.

I sådanne tilfælde kan du ved tommelfingeren – udover den gode energi – også prøve at vende tommelfingeren ind mod dig selv og tænke over, hvorfor det netop er dig, der tager ordet? Når du vil overbevise et publikum, er det nødvendigt, at de ved, hvem du er. Så få etableret din egen etos tidligt i talen, så du med troværdighed kan overbevise dit publikum om den forandring, du vil foreslå.

I den forandrende tale kan du med fordel betragte kombinationen af langfinger og ringfinger som en påmindelse om at lave en gendrivelse. Langfingeren er her den indvending publikum kunne sidde med, og ringfingeren er dit modsvar: Nu tænker I nok, at det er kedeligt at sidde i et udvalg på gymnasiet, men virkeligheden er, at vi har et fantastisk sammenhold og hvert år er på en fælles hyttetur.

Lillefingeren kan i den forandrende tale også ses som en meget konkret handlingsopfordring, hvor du næsten bogstaveligt sætter en krog i dit publikum: Kan vi aftale, at vi næste gang holder mødet på en time i stedet for to?

“Den der med hånden”

Hånden som et strukturredskab og værktøj til mnemoteknik stimulerer forskellige didaktiske behov og giver forskellige veje ind i hukommelsen, da du både ser og føler din tale. Et udskrevet manuskript vil vi stadig altid anbefale, men ved at have arbejdet med femfingerplanen vil du som taler have en følelse af at have din tale med dig, hvilket skaber overblik og ro. 

Som nævnt kan femfingerplanen selvfølgelig ikke erstatte alt det andet vigtige arbejde inden for mundtlig retorik, men modellen er et brugbart redskab, der giver tiltrængt opmærksomhed til talens delelementer og struktur.
Ved workshops har vi ofte oplevet, at deltagerne tager godt imod modellen – “Jeg vil huske den der med hånden!” – og vi har selv som talere oplevet, hvordan femfingerplanen giver en retning for talearbejdet og en tryghed i talesituationen. 

Vi håber, det samme vil gøre sig gældende for dig, så femfingerplanen bliver en hjælpende hånd, når du skal tage ordet.
God talelyst.