Foto: Hussein Ali Kazem

Den retoriske situation

Ingrid Hejslet er aktivist for Den Grønne Studenterbevægelse, og er studerende på Københavns Universitet, hvor hun studerer interreligiøse islamstudier og arabisk.

Ingrid Hejslet Larsens tale finder sted ved en støttedemonstration for Gaza i 2023, hvor mange mennesker er samlet for at vise deres støtte og solidaritet med Palæstinenserne. Publikum kan formodes at bestå af aktivister, menneskerettighedsforkæmpere, samt almindelige borgere der er engagerede i emnet, og ønsker at støtte op om Palæstina.  

Forud for talen har der været intens mediedækning af den humanitære krise i Gaza, hvilket kan have skabt en følelse af pres for at tage handling og prøve at gøre sit for at hjælpe. 

Det er vigtigt at bemærke, at flere fra publikum formodentligt er følelsesmæssigt investeret i situationen, hvilket gør dem mere åbne overfor hendes budskab. Det er derfor vigtigt at det tydeligt fremgår, hvor dårlig hun synes situationen er, da publikum i forvejen føler sig overhørt og negligeret. Som retor for sådan et publikum er det vigtigt, at du bekræfter dine tilhørere i deres overbevisning, hvilket til gengæld kan skræmme dem, som ikke er overbevist endnu. Det betyder at taler som disse, ofte ender med at være stemmesamlende frem for stemmeflyttende.

Hvorfor er denne tale interessant? 

Talen af Ingrid Hejslet Larsen er særligt interessant, da den kombinerer personlige følelsesmæssige oplevelser med et stærkt politisk formål.

Talen skiller sig ud fra andre aktivistiske taler om samme emne, fordi den både er mindre vred og aggressiv, men også indebærer et andet nærvær qua dens personlige beretninger. 

Talen er også interessant, idet den ikke er løsningsorienteret. Talen er baseret på følelsesmæssige appeller og til sidst en opdeling af de “os” og “dem”. “Dem” kan sikkert skrive en lige så følelsesladet tale fra deres perspektiv. Problemet består og snakken fortsætter…

Talen:

Til de mange demonstrationer jeg har været til, er der blevet holdt den ene stærke tale efter den anden, om den etniske udrensning som lige nu finder sted i Gaza. Med høj stemme, lav stemme, med gråd og med vrede, og jeg tror ikke, at jeg kan finde nogle nye ord til at beskrive, hvor afgrundsdyb en sorg 11.000 mistede menneskeliv skaber, eller hvor gruopvækkende det er, at hele verden bare ser til. Derfor kunne jeg godt tænke mig at starte min tale et andet sted. 

Jeg er så heldig, at jeg har fået lov at bruge fire måneder i Palæstina. Fire måneder, hvor jeg arbejdede på en gård: lugede under granatæbletræer og plantede rucola. Og hvor jeg blev præsenteret for en lille del af den virkelighed, som palæstinensere har levet med hver dag. Ikke i 38 dage, men i 75 år. 

Jeg ved, at min oplevelse var en helt anden end palæstinenseres, fordi jeg er beskyttet af et dansk statsborgerskab, som fortalte de israelske soldater, at deres handlinger ville få en seriøs konsekvens. En konsekvens, som desværre ikke er til stede, når palæstinensere hver dag udsættes for endeløse chikaner og for vold. Men jeg vil alligevel gerne fortælle en lille smule om det, som jeg oplevede i min tid i Palæstina.

Jeg oplevede hvordan det er at blive mistænkeliggjort udelukkende pga. hvor du er. Når jeg nærmede mig muren fra den palæstinensiske side, pegede en israelsk soldat sit gevær lige mod mit hjerte, og når vi tændte bål om aftenen svævede der en drone over vores hoveder, som filmede os.

Jeg oplevede hvordan det er at drive landbrug på et sted, som er præget af krig, og hvor du, når du luger, ikke kun får rødder og sten med op, men også rubber-coated-steel-bullets og tåregaspatronhylstre .

Jeg oplevede hvordan et er at være vidne til vold. Da jeg en dag efter arbejde gik i bad i vores udendørsbruser, lukkede jeg bagefter døren op til synet af to israelske soldater. Vi stod en meter fra hinanden, på hver side af det hegn, som omkranser gården. To mænd på min egen alder, hvis øjne var lige så overraskede som mine, og som med hastige skridt løb rundt om gården, og forsvandt ud af syne. Vi så dem ikke mere, og først dagen efter hørte vi, at de havde patruljeret en legeplads, som den israelske hær mener, ligger for tæt på muren. Der havde de kastet tåregas, banket en ung kvinde til hun fik kraniebrud og sendt et barn i fængsel. To mænd, som jeg har set ind i øjnene.

Jeg oplevede hvordan det er at være vidne til drab. På Vestbredden er raids en del er hverdagen og 60 mennesker blev dræbt, mens jeg var i Palæstina.

Men det værste jeg oplevede, var da jeg forstod, at der er forskel på menneskeliv. 

Da jeg var i Palæstina, fik jeg en ven, Anan, som skulle blive en af mine allerbedste venner. Jeg holdt eid med hans familie, vi hørte musik og talte om alt det, man taler om, når man lige er blevet venner. 

Vi grinede meget over, hvor ens vi synes vi er, selvom vores liv har været helt forskellige. Vi har begge to et ar under venstre øjenbryn. Mit er fra, at jeg som barn var klodset og gik ind i en dør. Hans er fra den anden intifada, hvor han som niårig, blev bedt om at gå ud med skraldet efter spærretid. Udenfor døren blev han mødt af en israelsk kampvogn, som forskrækkede ham og han faldt foran kampvognen. Han blødte voldsomt fra hovedet, og de lod ham ligge der. Livet har behandlet os helt forskelligt, men vi synes alligevel det samme om klimapolitik, om musik og om samfund.

Han viste mig alle de steder i Palæstina, som han synes er smukkest. Og her blev vi mindet om, at selvom vi ikke synes, der er nogen forskel mellem os, så synes verden, der er.

Vi kørte til Betlehem, og drejede af vejen der, hvor palæstinensere ikke længere må køre på vejen mod Jerusalem. Han sagde i et grinende tonefald, at jeg jo selvfølgelig godt kunne fortsætte, men at han og hans bil var nødt til at dreje af. 

Han sagde det, med et smil i stemmen, men det føltes som at få en lussing. Mit rødbedefarvede pas, min hvide hud og mit danske efternavn gav mig adgang til alle steder på Vestbredden og Israel. Jeg besøgte Jerusalem alene, efter at vi havde brugt 10 dage sammen. Sad alene og så på Klippemoskeen og en meget smuk kulturarv, som er hans, men som han ikke har adgang til. 

Den israelske stats vejsystem fortalte os, at vi ikke er lige mennesker. At vi ikke har de samme muligheder. Senere fortalte han mig med en skuldertrækning, at han engang havde et seks-år-langt forhold til en kvinde fra Gaza, hvor de til slut, selvom de var blevet gift, havde været nødt til at give op, fordi den israelske stat ikke ville lade dem bo sammen i hverken Gaza eller på Vestbredden.

Hele Anans liv har den israelske stat fortalt ham, at hans liv er mindre værd end israelernes. At hans muligheder for at blive gift, for at få job, for at vælge hvor han vil bo, er styret af dem. Så for ham, var det ingen ny sandhed, at jeg kan ting, som han ikke kan. Men for mig, var det en ubeskriveligt smertefuld sandhed. Jeg har selvfølgelig altid vist det, men at se et menneske, jeg elsker, stå foran mig og sige med en skuldertrækning, at sådan er det bare, det fik en sorg og en vrede jeg aldrig før har kendt til at brænde mig indefra. 

Vi lever i en verden, som vil opdele os i et a-hold og i et b-hold, som er betinget af hvor vi er født og hvilken religion og etnicitet vi har. Det er blevet bekræftet tusind gange siden den 7. oktober. F.eks. da Mette Frederiksen sagde, at det var historieløst at spørge ind til de palæstinensiske, civile ofre. Eller da jeg den 1. november læste i en artikel på al-Jazeera at en gruppe udenlandske statsborgere og folk med dobbelt statsborgerskab fik lov at forlade Gaza. Jeg har ingen ord til at beskrive hvor ulækkert det er, at en gruppe mennesker har privilegierne til at få lov at forlade krigen, mens en anden gruppe mennesker må forblive i et bombekrater. 

Men der findes ikke noget a og b-hold, der findes kun os og dem:

Os, som står her for palæstinenserne hver dag. Os, som kæmper med at gå på arbejde, på universitet og i skole, mens vores hjerter er i Gaza. Os, som går hele dagen med høj puls, og som græder, når vi ser videoer af mennesker, som dør for øjnene af os. 

Og dem, som sidder på magten, men som vender det blinde øje til situationen i Gaza. Dem, som ikke stemte for en våbenhvile, og som betingelsesløst støtter Israels tæppebombning af 11.000 civile. Dem, som tror at de kan del os op i religioner, etniciteter og nationaliteter.

Men det kan de ikke, for der findes kun et os. Os, som tror på værdien af alle menneskeliv, og som går på gaden hver dag, og alle dage, fordi retten til at leve er universel. Os, som ønsker os en verden, hvor der ikke bliver gjort forskel på dig og på mig. 

Det siger retorikerne

• I starten af talen, taler Hejslet ind i en universel og medmenneskelig forståelse, som er svær at være uenig i. Hun taler ikke ned til modparten, men laver et fælles “vi/os”. Hun åbner talen direkte med en metaforklaring om hendes valg af perspektiv i talen, nemlig en tale der skal samle folk, på baggrund af hendes egne erfaringer i Palæstina. Dette skaber en sammenhængskraft i talen, og styrker hendes egen etos som retor.
  Til de mange demonstrationer jeg har været til, er der blevet holdt den ene stærke tale efter den anden, om den etniske udrensning som lige nu finder sted i Gaza. Med høj stemme, lav stemme, med gråd og med vrede, og jeg tror ikke, at jeg kan finde nogle nye ord til at beskrive, hvor afgrundsdyb en sorg 11.000 mistede menneskeliv skaber, eller hvor gruopvækkende det er, at hele verden bare ser til. Derfor kunne jeg godt tænke mig at starte min tale et andet sted. 
• Ovenstående analysepointer ændres dog sidst i talen, da Hejslet på vegne af befolkningen inddeler et a- og et b-hold. Denne inddeling splitter os i dem, der stemte for og dem, der stemte imod våbenhvile. Vi ser denne metode som ” conditioning”, hvilket vil sige, at Hejslet langsomt varmer sit publikum op med medmenneskelige beretninger, som ender i en konkret opfordring til, at slå sig sammen om at være FOR Palæstina. 
• Men det kan de ikke, for der findes kun et os. Os, som tror på værdien af alle menneskeliv, og som går på gaden hver dag, og alle dage, fordi retten til at leve er universel. Os, som ønsker os en verden, hvor der ikke bliver gjort forskel på dig og på mig. 
• Citatet belyser de ekstreme forskelle mellem sig selv som dansk statsborger og Anan som palæstinenser, med fokus på privilegier og ulighed. Dette skaber igen sammenhængskraft men er også et greb om hendes egen etos, som et forsøg på at påvirke sit publikum til at hun har integritet og omsorg for de smertelige angreb mod Gaza.
  Så for ham, var det ingen ny sandhed, at jeg kan ting, som han ikke kan. Men for mig, var det en ubeskriveligt smertefuld sandhed.
• Med fortællingen om hende og hendes palæstinensiske ven, får hun skabt billeder i hovedet på modtagerne, der hjælper dem med at forstå hvordan livet ser ud for mange palæstinensere:
  Vi kørte til Betlehem, og drejede af vejen der, hvor palæstinensere ikke længere må køre på vejen mod Jerusalem. Han sagde i et grinende tonefald, at jeg jo selvfølgelig godt kunne fortsætte, men at han og hans bil var nødt til at dreje af. Han sagde det, med et smil i stemmen, men det føltes som at få en lussing.
• Hejslet opstiller også modsætningsforhold og sammenligner og karrierer dem i forhold til danskhed. På den måde får hun tydeliggjort hvor absurd forskellen på danskere og palæstinenseres liv er:
• Vi grinede meget over, hvor ens vi synes vi er, selvom vores liv har været helt forskellige. Vi har begge to et ar under venstre øjenbryn. Mit er fra, at jeg som barn var klodset og gik ind i en dør. Hans er fra den anden intifada, hvor han som niårig, blev bedt om at gå ud med skraldet efter spærretid. Udenfor døren blev han mødt af en israelsk kampvogn, som forskrækkede ham og han faldt foran kampvognen.
• Os-mod-dem – narrativ:  Ingrid Larsen, taler til et fællesskab af mennesker, der allerede deler en stor bekymring for tilstandene i Gaza, og hun bygger et stærkt “Os-mod-dem” narrativ for at samle og forstærke publikums solidaritet og tanker om Gaza. (Kairos) f.eks. “Vi lever i en verden, som vil opdele os i et a-hold og i et b-hold, som er betinget af hvor vi er født og hvilken religion og etnicitet vi har.”