Foto: Fryd Frydendal

Den retoriske situation

Prins Henrik Prisen er Danmarks største litteraturpris, der uddeles  “…som en hædersbevisning til en aktuel og etableret digter, der med sit virke har ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik.” Prisen gives ikke på baggrund af et enkelt værk, men et helt lyrisk virke, for at sætte fokus på lyrikkens betydning i dansk litteratur. Prisen uddeles i samarbejde med de to danske forfatterforeninger, Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening, og prismodtageren vælges af en jury, der er nedsat af disse to foreninger. 

Caspar Eric, født 1987, uddannet cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, er en dansk digter.  

Fra Caspar Erics debut i 2014 til juni 2023, hvor han modtog Prins Henrik prisen, har han udgivet 7 digtsamlinger, som tager udgangspunkt i personlige fortællinger. Hans fysiske handicap, Cerebrale Parese, er et gennemgående tema i Caspar Erics poesi og fungerer bl.a. som det hovedtematiske udgangspunkt i langdigtet “Nike” fra 2015 og digtsamlingen “Nye balancer” fra 2023. 

Caspar Eric modtog prisen af Hendes Majestæt Dronningen i 2023 og holdt derefter en takketale foran et intimt publikum. 

I talen takker Caspar Eric for prisen, samt ser anledning til at sige et par ord om livet med et handicap og hvordan poesien blev en hjælp for ham. Med personlige anekdoter formår Caspar Eric at skabe en rørende fortælling med et stærkt budskab. Et budskab, der favner, at turde gå efter sine drømme og turde bede om hjælp. 

Caspar Eric har selv delt talen på Instagram med sine 22 tusinde følgere. Her kan man se den live, samt læse den.

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er interessant, fordi den på en og samme tid fungerer som et passende gensvar for Prins Henrik prisen, samt for handicap i poesien og Erics egen vej dertil. 

Eric formår både at takke for prisen, samtidig med at han får sat fokus på vigtigheden af at vende sine udfordringer til muligheder. Caspar Eric vender sit handicap om til en kilde af poesi. Han siger: “Jeg har altid lært at sige, at mit handicap ikke har noget at gøre med, at jeg blev digter. Og det er selvfølgelig løgn. Det er fordi jeg ikke havde andet sprog for det selv. Men jeg tror poesien og handicap har enormt meget med hinanden at gøre, især i dag.”

Det er interessant at Caspar Eric afslutter talen med: “Det var ordene. Tak for dem”. Et citat der fungerer opsummerende for hele talen og hylder ordets kraft, som Caspar Eric selv formulerer det: “jeg tror på at ord er vigtigere end tårer – nogle gange, de vil være her i længere tid – og det kan hjælpe os med at huske på, hvad det er vi kæmper for.” Man kan være i tvivl om hvad Caspar egentlig mener med de ord. Vi troede fx at de omhandlede hendes majestæt dronningen, men i og med “dem” er stavet med lille d, så går vi ud fra at han takker for ordene, som han lige har sagt. 

Talen:

Tusind tak til juryen. Tak til alle, der er her, på mange måder.

Tak til [Jens Åge] for at sponsorere prisen.

Og jeg kommer til at sige tak til flere mennesker lige om lidt, men jeg tænkte også at jeg ville prøve at bruge tre minutter på at sige nogle ting, nu hvor jeg har ordet.

Sidste gang jeg kan huske, at jeg har set mit navn på sådan en plade, kom jeg til at tænke på, det var vist, da jeg vandt en double-badmintonturnering, da jeg var tolv år. Nu kan jeg ikke spille badminton mere, men jeg har altid tænkt, at noget af det jeg fandt i poesien, også var sådan en form for et sportsengagement.

Jeg kan huske min første oplæsning, da jeg skulle sidde og drikke vand helt nervøs ved siden af, så fik jeg den der følelse af, nu skal jeg ind og gøre noget vigtigt, og nu skal jeg være til stede. Og det er dejligt at kunne stå her og sige, at sådan har jeg det på en måde stadigvæk.

Men jeg tænkte også, at jeg ville sige noget om det med handicap i dag. Særligt i lyset af juryens tale. 

Jeg har altid lært at sige, at mit handicap ikke har noget at gøre med, at jeg blev digter. Og det er selvfølgelig løgn. Det er fordi jeg ikke havde andet sprog for det selv. Men jeg tror poesien og handicap har enormt meget med hinanden at gøre, især i dag. 

I et samfund, der måske bliver mere og mere stenet. Hvis man kan sige det sådan, og det tror jeg, man kan.

Handicap, og det at leve med et handicap, er at have fornøjelsen og muligheden for at se verden på en anden måde, fra et andet perspektiv. At tænke på arbejde, at tænke på omsorg, at tænke på poesi på en anden måde. Også som en nødvendighed fordi vi ikke har andet valg end at klare den.

Det er noget, der netop kan åbne nye rum i verden, og det synes jeg er både håbefuldt og smukt, og det er det, jeg håber, jeg kan forhandle med min poesi. Men det er også noget, der altid fylder mig med en stor sorg, fordi at der er så få mennesker, der lever med handicap eller med minoriserede baggrunde, som får mulighed for at komme dertil, hvor jeg er.

Jeg tror ikke at de blomster, der vokser op af de sprækker som poesien, eller handicappede, måske kan skabe i verden, er noget vi bare kan tage for givet. Det er ikke noget, der vokser op af sig selv.

Og jeg står her heller ikke i dag som en, der har klaret den selv. Jeg står her som en, der har fået hjælp hele vejen.

Jeg har lovet mig selv at prøve ikke at græde, fordi jeg tror på at ord er vigtigere end tårer – nogle gange, de vil være her i længere tid – og det kan hjælpe os med at huske på, hvad det er vi kæmper for.

Men i dag vil jeg også bare sige tak til min mor, fordi du altid har været der. Og fordi du på en måde, ikke opdragede mig til at være handicappet, men alligevel altid havde min ryg, hvis jeg havde brug for det. Og også lærte mig, at jeg godt måtte kræve mere. At jeg gerne måtte drømme om mere. Og det tror jeg er den helt grundlæggende del af mit virke i dag. Det håber jeg også det bliver fremover, så tak for det.

Ja, jeg ved ikke om der er så meget andet at sige.

Jeg tænkte på engang, så hentede du mig i bil klokken fire om natten. Jeg havde fået et angstanfald, jeg boede i et kollektiv og fordi jeg syntes, det var så pinligt, så var jeg gået ud i et vaskerum, vi havde ude bagved, hvor jeg stod og ringede til min mor. Det var det første jeg kunne tænke på. Og så sagde hun bare ”hvad sker der? Hvad er der galt?” og så sagde jeg ”jeg har det virkelig dårligt”, og så kom du og hentede mig i en bil. Og så kørte vi hjem til dig, og så sov jeg bare på din sofa og så var alt bedre, fordi det viste sig selvfølgelig at bare var fordi jeg havde røget to pakker cigaretter i min seng. Og jeg havde været på arbejde i fjorten timer i et køkken. Og jeg havde haft enormt meget stress. Og det eneste jeg havde brug for, var på en måde bare et kram og noget søvn.

Og så næste dag, så sad vi og spiste morgenmad, og så spurgte du mig, “er du sikker på, at det er særlig sundt for dig at skrive digte?” Og det har jeg bare tænkt på meget siden, og jeg er så glad for at du turde spørge mig om det, fordi svaret er ja. 

Og jeg skriver ikke digte for at få det bedre, jeg skriver ikke digte for at få et sundt liv, jeg skriver digte, fordi det er nødvendigt, og det er vigtigt. 

Og det er dejligt at kunne have mennesker omkring sig, der tør spørge om det og at man så derfor også kan finde et svar.

Ja, det var ordene. Tak for dem. Mange tak for prisen.

Det siger retorikerne

I talen skaber Caspar Eric identifikation og nærvær med publikum gennem sin brug af narrativer og stilfigurer, især metaforer. Ved at skabe et nærvær med sit publikum formår Caspar Eric at skabe større tilslutning til emnet om handicap og poesi. 

Et middel til identifikation og nærvær er brugen af metaforer og billedsprog. Caspar Eric skaber genkendelse og forståelse for hans budskaber gennem anekdoter fra hans eget liv som handicappet. Det bliver en central del af talen, fordi Caspar Eric taler om et emne, som både inkluderer og ekskluderer nogle grupper af mennesker. Derfor er det vigtigt at skabe nærvær og identifikation hos begge grupper. I retorikkens verden bruges metaforer blandt andet til at skabe genkendelighed, også for dem som ikke oplever det, der skal forklares på egen krop. Man kan som retor gøre svære emner lettere forståelige og på den måde skabe større tilslutning. 

Caspar Erics brug af narrativer og metaforer fungerer som en patos-appel. En appel, som appellerer til følelserne og får publikum i et bestemt sindelag. Ved at inddrage hans mor og hendes støtte igennem hele hans opvækst formår Caspar Eric at bevæge sit publikum

Med tanke på den retoriske situation vurderer vi at Caspar Eric kommer med et fitting response – et passende gensvar til det der forventes i forbindelse med, at han skulle tage ordet. Inden for undergenren ‘takketaler’ som del af den epideiktiske genre, opfylder Caspar Eric forventningerne med taksigelser i en korrekt formel tone, der samtidig passer til de royale omgivelser. Hertil vil der være en forventning til lyrikeren Caspar Eric, der i hele sin karriere har kæmpet for at bringe handicap og de udfordringer, det medfører frem i lyset.