Den retoriske situation

Antropolog og seniorforsker, Sine Plambechs tale blev afholdt til Kvinfo’s arrangement i VEGA på Kvindernes internationale kampdag d. 8 marts 2024. Kvindernes kampdag er siden datofastsættelsen i 1921 blevet afholdt i vid udstrækning verden over d. 8 marts, men har stærke rødder til den socialistiske bevægelse i Danmark. Som tiderne har skiftet, har målet med kvindedagen været forskellig af natur, men især ligestilling og ligeløn har været på dagsordenen i de senere år, og kvindedagen har fået fornyet momentum fra alle sider verden over i kølvandet på MeToo-bølgen, som har genskabt fokus på ulighed og krænkelser i arbejdslivet.

Den primære anledning for talen er således kvindernes internationale kampdag, og Sine Plambechs adkomst til at tale, kommer især fra hendes ekstensive forskningsbaggrund indenfor især kvinders forhold og udfordringer på et globalt plan – men med særligt fokus på det globale syd. Derudover har hun instrueret adskillige prisvindende dokumentarer, der bl.a. omhandler konsekvenserne af ægteskabsmigration fra syd til nord. Som for flere kan have påvirkning på hendes initiale etos.

Publikummet hun taler til, må antages at være udgjort primært af kvinder, der engagerer sig i ligestillingsdebatten – dog i dette tilfælde også et publikum med en lidt anden dagsorden;

Det skyldes at arrangementet fik omfattende mediedækning, da den første eksterne taler til arrangementet, statsminister Mette Frederiksen, blev afbrudt af pro-palæstinensiske demonstranter og måtte forlade scenen igen, før hun kunne påbegynde sin planlagte tale. 

Det udgjorde et væsentligt hensyn til publikum for Plambech, at skulle indtage scenen efter den dramatiske og voldsomme protest blandt publikum, som skabte et stort postyr.

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er interessant, fordi den er afholdt på et tidspunkt, hvor der skulle mere til end bare en almindelig 8. marts tale. Det har nemlig været varslet, at der ville være propalæstinensiske demonstrationer, og Plambech har været nødt til at imødekomme dem i sin tale. 

Talen er karakteriseret af sine mange opremsninger, som viser hvor meget hun har på hjerte og hjælper med at udvide problemet og vise hvor omfattende der er. Hun bruger direkte tiltale hvilket gør problemet mere nærværende for publikum. 

Talen:

Hej. Hvor er det dejligt at se jer alle sammen. 

Det er så glædeligt at 8 marts – som jeg har fejret med min mor siden jeg var barn – stadig markeres. Men vi er her jo desværre også fordi der stadig er så meget at kæmpe for – og kæmpe imod. 

Jeg hedder Sine Plambech. Jeg er antropolog og Seniorforsker ved DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier.

Og i aften vil jeg gerne tale med jer om usynlige kvinder i vores globale virkelighed.

Så vi kan jo lige starte med først at sende en kærlig tanke til alle de kvinder der netop er usynlige i aften. 

Alle de der er på arbejde. Alle de der er hjemme og passe deres børn.  Alle de kvinder, der sidder i flygtningelejre, får kejsersnit uden bedøvelse i Gaza, mister deres sønner og mænd i Ukraine eller venter ved de nordafrikanske kyster på at krydse Middelhavet, eller migrantkvinderne der lige nu gør rent og tømmer skraldespande inde på dit og dine kollegaers kontor.  

Eller som en af de thailandske kvinder som jeg har arbejdet i blandt i mange år sagde til mig, Hvad er Kvindernes Internationale Kampdag?  Jeg skal på natarbejde. Jeg ved at hun ikke ville bruge penge på en billet til Vega fordi hun sender sine penge hjem til sin familie i Thailand.

På mange måder handler 8. marts for mig om at tænke på dem, der ikke er her. Men som vi er forbundne til i et kompliceret globalt spindelvæv. 

Bag mig ser i fotos af temaerne abort, adoption, rugemødre, sexarbejde, såkaldt varme hænder, og kvindelige migranter. 

Hvad har de til fælles spørger du måske dig selv? 

Det er fotos af en række aktuelle danske og globale debatter, der alle omhandler kvinder, køn, krop og feminisme. Der har det tilfælles at de er forbundet til kvinder andre steder i verden, ofte det globale syd. Og de er temaer hvor kvindernes egne rolle, perspektiv og stemme ofte er usynlige.

.

Vores udfordring med infertilitet er nu koblet til om kvinder fra eksempelvis Columbia må blive betalt for at føde danske forældres børn; Au pairs fra Philippinerne skal afhjælpe stress i vores familieliv; Drømmen om adoption er forbundet til mødres dårlige vilkår, ulighed og fattigdom i det globale syd.

Såkaldt varme hænder og omsorgspersonale skal importeres fra Filippinerne og Indien; De fleste af sexarbejdere i Danmark er migranter og derfor handler det at de sælger sex mere om migration, ulighed og fattigdom i hjemlandene end om danske mænds efterspørgsel på sex. 

Abort er allerede en del af den amerikanske valgkamp og dermed om et øjeblik afgørende for den globale verdensorden. De er også alle debatter om det vi kan kalde komplekse moderne problemer. Komplekse fordi de måske nok kan løses teknisk – men forskellige mennesker har forskellige meninger om årsagen, arten og omfanget af problemet – der gør løsningen kompleks. 

Og de kompliceres yderligere af at de i stigende grad er forbundet til kvinder og deres vilkår andre steder. De er forankret i noget af det mest intime i menneskelivet. reproduktion, omsorg, sex  – men afspejler nye fremvoksende økonomier, kønspolitik, ulighed, global migrations og storpolitik – gamle og nye privilegier. Det private og intime er som altid politisk – og nu mere ofte globalt. 

Lad os se lidt mere på nogle af temaerne  – Sexarbejde, abort og omsorgskrise.

Jeg har fulgt i sexsalgets spor fra forblæste bordeller i Thy til razziaer på Vesterbro med Københavns Politi. Jeg har lavet feltarbejde blandt sexarbejdere i Pattaya, Bangkok, Nigeria og Dubai. Jeg har arbejdet blandt kvindelige bådmigranter, der solgte sex i Libyen og på Sicilien.  Jeg har hørt deres beretninger om de farefulde rejser gennem Sahara og over Middelhavet med håbet om et bedre liv i Europa. Det er den forskning jeg skriver om i min nye bog global sex.

Jeg mødte Becky, der så brændende drømte om at komme til Europa og tjene penge til sin familie i Nigeria, men som døde med et dødt barn i maven, da hun for tredje gang forsøgte at rejse over land fra Nigeria til Italien. Hun kunne være en af de sexarbejdere I kunne møde om natten på Vesterbro. 

Lom, der som 16årig rejste fra sin familie i landsbyen til Pattaya, der er kendt som sexturismens mekka i Thailand, og som i dag sælger sex i Dubai fordi det er blevet for dyrt at komme til Europa.

Vivian, som gravid i niende måned krydsede Middelhavet i en overfyldt og synkende båd og ankom til Sicilien, hvor hun i dag bor hos en gammel dame, som hun passer 24 timer i døgnet for otte kroner i timen. Hun drømmer om at blive sosu-assistent i Danmark. 

Moderen. Datteren. Kvinden. Arbejderen. Forsørgeren. Deres liv cirkler som I kan høre om disse roller – Men vi taler ofte kun om deres sexarbejde. At det er det de skal reddes fra uden at præsentere reelle alternativer.

Hvordan bliver vi bedre at til at lytte til dem, se det fra deres perspektiv? At sexarbejdet er et forsøg på at løse et problem som er fattigdom og arbejdsløshed i hjemlandet – og det faktum at rigtigt mange af dem er enlige mødre.  

Et andet tema er abort.

Sexarbejdere ved noget om, hvordan man fjerner fostre, når ingen andre vil hjælpe en – og deres viden er på barsk vis et indblik i en virkelighed, hvor kvinder ikke har adgang til fri abort, men selv må finde løsninger. Kvinderne, de sexarbejdere jeg arbejder i blandt, har fjernet fostre med sæbevandsindsprøjtninger, urteblandinger, en giftig cocktail af alkohol, chili, bark og urter, skoldhedt vand op i underlivet, piller, indsprøjtninger af folk uden en medicinsk baggrund, skarpe instrumenter op i livmoderen med voldsomme komplikationer, blødninger og betændelse til følge. 

Aborterne er vidnesbyrd om konsekvensen af en begrænset selvbestemmelse over egen krop, når man er kvinde uden adgang til prævention, er sexarbejder, ikke har penge og er illegal migrant eller lever i et land uden adgang til fri abort. 

Den slags aborter er konsekvensen når stater, religioner, mænd og alle mulige andre vil kontrollere kvinders underliv. 

Min pointe her er at selvom vi taler om søstersolidaritet og at vi er kvinder under den samme himmel – så er det jo ikke sandt. 

For en fødsel er ikke bare en fødsel. En abort er ikke bare en abort. Når der ikke er adgang til sikre fødsler og fri abort går det oftest ud over de kvinder der allerede er usynlige. Migrantkvinder, sorte kvinder, udsatte kvinder.

At nogle dør af at få en abort, at være gravide eller føde, selv om de kunne overleve, det er politisk. At du i Danmark, som jeg gjorde, kan blive gravid som 16årig, få en abort og derefter fortsætte dit liv, mens det i Nigeria kan koste dig livet eller ødelægge din fremtid, det er politisk .Og så tager vi lige vores behov for såkaldt varme hænder i vores sundhedsektor Det problem vil Regeringen nu løse ved at indgå aftaler med blandt andet Indien og Filippinerne om at få deres sundhedspersonale til at passe de danske syge og ældre. Men problemet er, at de lande også selv mangler sundhedspersonale i katastrofal grad. Fattige lande, der selv mangler “varme hænder”, skal nu betale prisen for, at Danmark i årevis har udhulet sit sundhedssystem og gjort det uattraktivt at være sygeplejerske.

Vores behov for “varme hænder” – et helt upassende begreb i øvrigt – er lig med behov for omsorg. 

Omsorg er blevet en efterspurgt ressource i en global virkelighed, der placerer os lige midt i den globale omsorgskrise. Lige midt i det, der kaldes ‘caredrain’ – i modsætning til ‘braindrain’ – altså at vi dræner fattigere lande for den omsorg, de selv har brug for. Med importen af omsorg fortsætter den vestlige verden med at suge ressourcer ud af fattige lande til vores eget forbrug. 

Vi taler om syge og ældre danskeres behov – men hvad  synes migrantkvinderne selv? 

Mange af dem vil jo faktisk gerne til Danmark. Jeg fortalte lige om Vivian, en tidligere sexarbejder, der drømmer om at blive SoSu-assistent i Danmark. Men det kræver et grundigt kig på vores udlændingelov – For de er netop ikke kun “varme hænder” – arbejdskraft uden ansigt. De hænder sidder typisk på voksne kvinder  med familier. De skal have lov at tage deres familier med og være velkomne i skoler og børnehaver. Og deres partnere skal have jobs. De er omsorgsarbejdere, men også mødre, døtre og partnere. Vi kan ikke bare tage den del af dem, vi selv har brug for. 

Hvad stiller vi op med disse komplekse moderne problemer forbundet til kvinder i det globale syd?  

Alt for tit er løsningerne forbud og akutte råb om at redde kvinderne fordi vi vil sende et feministisk eller et ligestillings signal. Eller fordi den løsning kunne forekomme som den bedste løsning set fra et privilegeret og ofte hvidt kvindeperspektiv. 

Det er ikke sikkert at forbud mod aupairs og rugemødre eller at redde sexarbejdere fra sexarbejde er den bedste løsning for de kvinder det handler om. Så længe de ikke tilbydes bedre alternativer. Jeg synes den gamle parole – Intet om os uden os giver mere og mere mening. At vi kun kan løse de her komplekse problemstillinger ved at lytte på dem det handler om. At lytte ikke kun til ordene, men til summen af erfaringerne bag ordene. 

Vi må lytte på au pairs, sexarbejdere, rugemødre, indiske omsorgsmigranter, abortsøgende kvinder og så videre for at finde frem til de bedste løsninger. Måske lytter vi ikke fordi mange af de kvinder jeg har talt om her i aften ikke betragtes som nogen der ved noget om noget og altid i udgangspunktet betragtes som udsatte, sårbare, udnyttede ofre, som skal reddes fra den virkelighed de sidder i. I stedet for at blive betragtet som handlende, som mødre, døtre, arbejdere og forsørgere. 

Som nogen der ved noget om noget. 

Feminisme er for mig international solidaritet og at sætte sig ind i de globale sammenhænge vi indgår i.  Og kvindekampen er for mig en kamp for at lytte solidarisk. Det handler om politik – men det handler også om empati – om at vi forsøger at sætte os i andre kvinders sted.

Jeg har en PhD, en master og alt muligt andet. Men dem jeg nogensinde har lært mest af om verdens tilstand er sexarbejdere og migrantkvinder. Tør vi lytte til dem?

Lytte til de stemmer som vi ellers overhører. 

Se de kvinder vi ofte ikke ser. 

Så de kan træde ud af usynligheden.

TAK 

Det siger retorikerne

Plambech skaber et billede af to grupper kvinder: “os” – de priviligerede kvinder herhjemme og “dem” – de udsatte kvinder ude i verden. Hun indrager sit publikum i at skulle forholde sig til, hvordan de, som priviligerede, kan være med til at ændre situationen for de udsatte. Talen er altså skrevet til danske feminister, men handler ikke om danske kvinders problemer – hvilken effekt har dette? 

Framekritik: et gennemgående tema for Plambechs tale er hendes kritik af de politisk dominante frames om migrantarbejdere, der varetager omsorgsroller på arbejdsmarkedet. “De er omsorgsarbejdere, men også mødre, døtre og partnere. Vi kan ikke bare tage den del af dem, vi selv har brug for.“