Den retoriske situation

Talen afholdes til Folkets Klimamarch 2024. Primært er det de fremmødte ved klimamarchen, som er talens modtagere. Talen kommer, ikke så overraskende, rundt om emnet klima, men taleren Moussa Mchangama, har også enormt fokus på minoriteter og udfordringerne blandt dem ifm. klimaforandringerne. Talens afsender, Moussa Mchangama, er, som han også selv italesætter, en af de første med anden etnisk baggrund end dansk til at få ordet ved klimamarchen – hvilket også kan være hans adkomst til at have så stort et fokus på problematikkerne ved at tilhøre en minoritet.

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er interessant, fordi Moussa Mchangama bryder med forventningerne til, hvilke emner, der skal italesættes. Talen foregår ved Folkets Klimamarch – en situation, der lægger op til en tydelig klimadagsorden. Men i stedet vinkles talen, så den hurtigt kommer til at handle om minoriteter og undertrykkelsen af disse. Mchangama bruger ordet “klimauretfærdighed” allerede i talens anden sætning, og her markerer han dermed, hvad talen skal handle om; nemlig, at det er minoriteterne og de udsatte grupper, der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne først. 

En anden interessant betragtning er måden, hvorpå Mchangama italesætter sin adkomst til at tale til marchen. Han takker først for muligheden for at få ordet, men i den forbindelse kritiserer han faktisk også Klimabevægelsen, som er den organisation, der står bag Folkets Klimamarch. Helt konkret siger han, at invitationen til at tale kom mistænkeligt sent, og at netop dét siger noget om Klimabevægelsens prioriteringer, når det kommer til, hvem der skal få lov til at tale til sådan en stor begivenhed. Mchangama formår altså at sætte sin egen dagsorden og samtidig kritisere Klimabevægelsen for manglende fokus på diversitet.

Talen:

Tak for invitationen og muligheden for at stå her i dag. Den sætter jeg pris på, for det er afgørende, at klimabevægelsen taler om klimauretfærdighed; det faktum, at det er lande i det globale syd samt minoriserede og marginaliserede mennesker i det globale nord, der rammes hårdest af klimaforandringer og har mindst økonomi eller infrastruktur at stå imod med. 

Det er mennesker, der i forvejen er udsatte eller umenneskeliggjorte, hvis levebrød og leveveje forsvinder, forurenes, forbrænder, fordamper . Det er lande og mennesker, der har bidraget mindst til den umættelige jagt på ressourcer og mineraler, der betaler den største pris. Og vigtigst er det også de landes og de menneskers stemmer, vi lytter mindst til i de store internationale politiske fora, i den grønne omstilling eller i klimabevægelsen.  

Derfor er jeg glad for at blive inviteret i dag. Men invitationen kom også sent. For tre dage siden. Med en klar adressering af, hvad der manglede i programmet. Det må vi forholde os til, reflektere over, lære af. For det er symptomatisk, hvem der får taletid. 

Så her står jeg, for at minde os om, at brune og sorte og oprindelige folk mærker påvirkningerne af klimakrisen, af jagten og udryddelsen af land og af kapitalismens grådighed ekstra hårdt . Jeg står her og jeg står her i solidaritet med de oprindelige folk, for eksempel i Grønland, der kæmper for retten til at bestemme over og beskytte eget land. Jeg står her i solidaritet med dem, hvis stemmer aldrig kommer til at gjalde udover Christiansborg Slotsplads. 

Jeg har både rødder i Danmark og på Comorerne, en lille østat udfor Mozambique, der oplever klimaforandringerne hårdt. Men her og mange andre steder er klimaforandringer ikke nye, de har været længe undervejs. Ifølge Norwegian Refugee Council og Internal Displacement Monitoring Centre var der i 2023 20,3 millioner fordrivelser af mennesker direkte relateret til klima og ekstremt vejr. Det er dobbelt så mange som fordrivelser relateret til krig og konflikt. Men flugt relateret til klima beskyttes ikke af FNs Flygtningekonvention. Samtidig fylder det i Danmark og EU, her op mod et parlamentsvalg, at de ydre grænser skal beskyttes mod mennesker på flugt. 

Samtidig udvikler den danske regering netop nu en Afrika-strategi, der skal sikre dansk tilstedeværelse på det afrikanske kontinent – og ikke mindst dansk adgang til kontinentets ressourcer og mineraler, for de er afgørende for VORES grønne omstilling. De ting behandles politisk som forskellige emner. Men de er alle uløseligt forbundet. De står på kolonihistoriens klare magthierarki, at vi vil have fri adgang når det passer os, men lukker af for det, der ikke passer ind hos os. 

Vi er endelig ved at anerkende betydningen af biodiversitet og beskyttelsen af sårbare økosystemer. Men vi glemmer, at for milliarder af mennesker er beskyttelsen af økosystemer og biodiversitet ikke et nyt fænomen, men den praksis der har sikret overlevelse og traditioner. Den viden og de perspektiver, skal vi ikke bare lytte til. Vi skal respektere den, centrere den, lære af den.

Jeg vil slutte af med at læse et lille uddrag fra min bog Tekster om Hjem [2024, red.], fra det sidste kapitel, en tekst jeg skrev på min fars terrasse på Comorerne i vrede, i afmagt, i sorg, i håb om en ny fremtid .

[Tekstuddrag udeladt efter talers ønske].

Det siger retorikerne

Som retorikere består vores opgave i at pointere hvilke elementer af en tale der fungerer overbevisende, og hvilke elementer, der potentielt kan distrahere modtageren væk fra denne overbevisning. For at fuldføre denne opgave, vil vi derfor fremhæve et par pointer, der desorienterede os i gennemlæsningen af talen. Pointerne, eller de kritiske spørgsmål, er tofoldige og lyder som følger: 

1. Mimer indholdet stemningen? 

Moussa Mchangama står på talerstolen til Folkets Klimamarch, en march konstitueret af folk, der har taget et aktivt valg om i fællesskab at marchere igennem Københavns gader på klimaets, ulighedens og undertrykkelsens foranledning. De fremmødte må derfor antages, at være fælles i ånden om, at marginaliserede mennesker bør have en stemme, uanset om vi taler klima eller ej. Men det er som om, at Moussa Mchangamas vrede over det manglende fokus på jordens svageste dominerer talen og derfor glemmer at anerkende de der er enige med ham. “Derfor er jeg glad for at blive inviteret i dag. Men invitationen kom også sent.”. Men’et markerer et skift i pathos; tonen går fra at være klagende til anklagende. Som modtager kan man muligvis stå tilbage med en følelse af at blive anklaget for noget, man er mødt op for at bekæmpe. Spørgsmålet er, om man som afsender, i stedet skulle prøve at skabe identifikation mellem publikum og denne uretfærdighed? Kunne Moussa eventuelt have gjort mere for at forbinde de fremmødte med de “minoriserede og marginaliserede mennesker”, og hvilken funktion ville det have?

1. Vil Moussa Mchangama for meget? 

Overgangen fra klagende til anklagende markerer ligeledes et skred i talens målsætning. Her skal det nævnes, at vi som analytikere ikke kan sige noget om afsenders målsætning, det kan kun afsender selv. Derfor omtaler vi det talens målsætning. 

Med dette skred, går Moussa Mchangama fra at belyse uretfærdigheden fra et klima-perspektiv, til at tale uligevægt i taletid fordelt på ophav og hudfarve, “Så her står jeg, for at minde os om, at brune og sorte og oprindelige folk mærker påvirkningerne af klimakrisen (…)”. Skiftet er naturligvis med til at understrege hans pointe om et manglende fokus på marginaliserede mennesker, men ikke desto mindre udvider han emnet og hiver modtagers associationsmønstre i forskellige retninger. 

Han udvider dernæst emnet yderligere ved at tale flygtningepolitik i EU, og slutter talen af med et citat fra sin egen bog. Understreget er de emner, der behandles i talen. 

Det er i og for sig IKKE et problem at have flere emner i sin tale, men for gennemslagskraftens skyld, kan det være fordelagtigt at have ét overordnet emne, der dikterer de andre. I Moussa Mchangamas tale er det dog lidt tåget, hvad dette overordnede emne er. Er det “klimauretfærdighed”, er det at “(…)hvem der får taletid.”, eller er det “at vi lukker af for det, der ikke passer ind hos os.”?